What's it like in Saigon?!
Saa er der langt om laenge update paa min side.
Haaber ikke det bliver for stor en mundfuld paa en gang :-)
8. februar 2007, dagen hvor ferien for alvor gik igang. Efter en dags arbejde var planen at tage med tog mog Sapa, en lille by i bjergene, et godt stykke nord for Hanoi, naermere bestemt 8 timer i tog.
Heldigvis var det saa smart, at tog turen startede kl. 21.15, og sluttede kl. 6.00, saa egentlig lagde man sig bare ind og sove.
Da togene ikke straekker sig op i bjergene, skulle en taxa transportere os de sidste 1 1/2 times transport til Sapa.
Saa endelig d. 9. februar omkring kl. 8 ankom vi til dette lille sted, der sagtens kunne vaere et ideelt sted for julemanden at bo. Alle de lokale stod som klar til at overfalde os med deres smykker, frugter, toej, broderede puder osv, iklaedt deres dragter, med dertilhoerende smaa roede toerklaeder med hvide kanter. Nisser?! Ingen tvivl.
Vi fik nemt og hurtigt indkvaret os paa hotellet og fik fundet et lille sted hovr vi kunne fylde os med en god gang vietnamesisk morgenmad Pho, risnuddelsuppe med koed og groentsager.
Hotellet laa lige ved siden af det helt fantastiske "Tourist Mountain".. Fantastisk? Det siger vidst sig selv. Lidt for praeget af turisme blev det ikke det der imponerede mig synderligt, men det var rart at faa roert benene efter den lange togtur.
Frokosten skulle selvfoelgelig vaere paa Vietnamesisk maner, lige som Tu bedst kan lide det.
Vi blev, som vi efterhaanden er vant til, slaebt ind paa en rimelig paen vietnamesisk restaurant, ogsaa var det bare at laene sig tilbage og vente i spaending paa hvad der blev serveret. Efter kort tid kom der en lille tallerken ind med noget absolut ubestemmeligt. Efter at have gumlet i noget tid paa denne gummilignende elastikting, fik vi med lidt overtalelse ud af Tu, hvad det egentlig var... Komave..!. Ikke specielt laekkert, men ikke noget der skraemte mig helt vildt. Resten af frokosten bestod af ris (som altid), stegte groentsager, tofu i tomatsovs og noget stegt koed medgroentsager. Alt i alt er maden ikke altid genkendelig, men det meste smager og maetter. :-)
Efter en god eftermiddagslur og god aftensmad var vi klar til at gaa tidligt i seng.
At koere paa smaa bjergveje paa scootere var ikke noget jeg nogensinde troede jeg skulle opleve... Men jo, loerdag 10. februar tog Tu' og hendes faetter mig og Lise paa den helt store koeretur, og man kan rligt sige vi fik bjergene paa helt taet hold. Det var da Vietnam slog bene vaek under mig. Vi hoppede bag paa scooterne uden nogen ide om hvordan det ville komme til ville komme til blive, det er en af de oplevelser jeg nok aldrig vil glemme,. At sidde paa en scooter paa smaa stejle ujaevne bjergeveje med vinden der suser gennem haaret, og solen der skinner fra en naesten skyfri himmel, og den helt ubeskrivelige udsigt ud over bjergene. Det var noget jeg kunne bruge mange uger paa at goere.
Vi blev koert ud til to forskellige vandfald,der pga. kulden var minimale med vand, men det hele var rigtig koent, nok ogsaa isaer pga det dejlige vejr.
Loerdag aften ville Lise og jeg vise vores taknemmelighed over at Tu tager os med,ved at invitere hende paa middag, en god vestlig middag med en god boef, eller en burger eller pizza, ogsaa isaer efter at hun har hevet os med paa de saereste restauranter og serveret det saeresre mad, heriblandt foernaevnte komave. Det skulle vise sig at vores lille veninde aldrig har smagt en pizza, saa hvad ville vaere mere oplagt end at tage hende med ud til pizza.
Nu er det saadan med Tu, at hvis man vil give hende noget, eller betale for noget, saetter hun sig stik imod os, saa allerede da vi havde lagt det paa bordet at vi skulle betale for hende var hun lidt sur og tvaer.
Da pizzaen kom paa bordet lavede hun grimasser som et lille barn, og smagte daarligt nokpaa maden. Magen til daarlig opfoersel har jeg ikke set laenge,men jeg tror nu ikke det er unormalt for vietnamesere atvaere saadan. De er generelt ikke lige saa hoeflige paa samme maade som os. (Har kun en enkelt gang faaet et undskyld efter en vietnameser er stormet ind i mig med indkoebsvogn i hastigehd somom jorden var ved at gaa ned.)
Efter denne aften med en fuldt ud utilfreds vietnamesisk veninde, skulle det nu blive rart at komme hjem soendag og rejse videre uden hende i haelene.
Soendag 11.februar stod paa souveniershopping hos alle de smaanisseklaedte damer, der selvfoelig saelger alt til overpris, og proever at saelge saa meget som muligt.. Paa vej mod Hanoi gjorde vi stop en lille by der graenser sig op til Kina,saa vi fik da ogsaa lige et glimt at Kina.
Vi tog toget soendag aften mod Hanoi, med et kort stop der, og videre mod naeste destination, Nha Trang mandag formiddag.
Vi ankom til Nha Trang, tirsdag d. 13. februar, traette efter den 27 timer lange togtur, med hovedet lige op til airconditionen, de daarligste senge nogensinde og de beskedne 4 timers soevn det blev til. Men det var dejligtr at komme ned til to kendte ansigter der havde soerget for et dejligt hotel vi kunne bo paa.
Vores hotel laa dejligt taet paa stranden, saa det var til at overkomme lige at traske fra hotellet ned til stranden og placere sig der, for derefter bare at gaa i pendulfart fra haanklaedet til vandet, og tilbage igen.
Efter 3 haarde dage med konstant afslapning maatte vi hellere faa nogle oplevelser med i bagagen, og ville en arrangeret boattrip rundt til oeerne omkring Nha Trang ikke lige vaere sagen? Udsigten til oeerne var skoen, det var dejligt at komme ud paa havet, vaek fra varmen og snorkle lidt rundt i det koelige vand.
Vores guide derimod havde vidst regnet med en baad fyldt med unge festgale mennesker. Han lagde i hvert tilfaelde ud med at hoej vietnamesisk tecfhno paa, flirte lidt med pigerne, og reklamere med billige oel og gratis "floating bar". Stemningen var absolut ikke i top, da over halvdelen af pasagererne havde en alder paa over 50.
Undervejs havde de lavet et lille live"band". En trommerslager paa plastikspande, en ussel guitarist der kunne nok ca. 2 akkorder den heldige der havde faaet tamburinen, og vores lille loverboy af en guide der desperat proevede at synge med,. (Hertil skal det siges at ALLE vietnamesere har en tendens til at leve sig 200% ind i deres sang, de lukker alt andet ude, nok ogsaa hoerelsen for hvor falsk de egentlig synger).
Klapsavlerne var heller ikke til at raabe hurra for, saa tror han fattede et hint.
Loerdag d. 17 februar var med 100% afslapning da der aftenen foer var kinesisk nytaarsaften med fest og farver i den lille strandby. Vi stod sent op og lejede to scootere for lige at faa set sevaerdighederne i omraadet. Jeg synes endnu engang det var den bedste maade at faa set omraadet paa, man faar det hele paa taetteste hold.
Det var alt i alt dejligt at faa slappet af, faa nydt solen., og ikke mindst vaere ved vandet, som jeg, ikke saa underligt, havde savnet.
Paa vej mod Saigon gjorde vi et to naetters stop i en lille by i hoejlandet, Dalat. Vi havde een hel dag der, som blev brugt paa sightseeing i omraadet,. Ikke at der var saa fantastisk meget at se, men det var nu hyggeligt, og det var endnu en dag med masser af sol.
Vi valgte at splitte op i to grupper da vi skulle rejse videre. Signe og jeg ville gerne hele vejen til Saigon med det samme for at faa set saa meget som muligt, mens vi var der. Lise og Line havde behov for endnu en strandtur, saa de lagde vejen mod Mui Ne, en lille strandby i det sydligste Vietnam.
Tirsdag 20. februar
En 8 timers bustur skulle blive dagens goeremaal., Meget kan man sige om den lange togtur, men haerdet blev jeg da, og naar bussen kun er 1/3del fyldt er det jo absolut ingenting.
Ankom til 35grader varme Saigon, uden ide om hvor vi skulle bo, hvor nemt det var at finde hotel, og hvor meget det var rimeligt det kostede.
Vi brugte en god halv time paa at endelig gaa tilbage til det foerste sted vi spurgte, valgte at betale 9 US$ pr. nat og leve med luksus som koeleskab, tv og eget bad og toilet, hvilket senere skulle vise sig at vaere et rigtigt godt valg.
Onsdag og torsdag blev ufrivilligt lavet til dage paa sengen. Vi havde begge faaet os en dejlig diarre med feber og opkast, saa der var intet andet at goere end at ligge i et par dage, sove, se tv og foelge instrukserne fra Signes far, der (heligvis og tak for det) er laege.. Kan man vaere mere heldig?!
Allerede fredag var vi nogenlunde paa benene igen, det hele gik lidt langsommere, men vi fik set Saigons hoejdepunkter i foelge Lonely Planetbogen., endda paa gaaben :-D
Naar man er i Saigon er det oplagt at tage i Mekong Deltaet, smaa byer der er adskilt af floder og kanaler. Det ville vaere skoent at komme hen hvor der var lidt luft og skygge fra palmerne, nar man nu havde valgt at befinde sig et sted med 35 graders varme.
1 dag i Mekong var den ultimative turisttur. Ind i en bus, ud i en baad, hen til at frugt sted, der brude vaere en plantage, men som enhver kunne se, ALDRIG var blevet betraadt af en vietnamesisk arbejder.
Det var da uden tvivl en oplevelse at rokke afsted i en lille robaad med mild brise og skygge fra palmerne.
Vi blev efter en lang dag, som de eneste to "afskaaret" fra de andre turister, stopper ind i en fyldt proppetbus der havde en minimum temperatur paa 45 grader. Saa var det bare aqt rydse fingre for at vi ente det rigtige sted. Det der i brochuren var beskrevet som en lille tur paa en 20 min, blev til en 1 1/2times bustur paa ujaevne veje. Saetter pris paa at ingen i bussen havde tendens til koeresyge.
Vi blev inkvarteret paa et lille hotel, sammen med et utal af tourrejsende som os selv.
De mange bus og baad ture havde rystet mit hoved og mave godt og grundigt rundt, saa nattesoevnen blev ikke optimal. Skulle tidligt op soendag for at komme paa endnu en lang sejltur.
Denne tour var en anelse mindre turistet. Vi om som det foerste ud til en lokal by, for at se hvordan de producerer nudler, guiden mente at det ville faa os til aldrig at spise dem igen, men synes nu jeg havde set vaerre hygieine mange andre steder.
Derefter tilbage paa baaden ud til det flydende marked. Paa floder i denne by holder der hver dag fra ca. 4 marked, hvor man kan kobe frugt, groentsager, og selvfoelgelig var der smaa flydende kaffebarer til turisterne.
Fattigdommen omkring floden var helt enorm. Store familier bor i smaa blikhuse eller paa smaa baade og lever af den frugt de saelger. Og deres fremtid ser ikke lysere ud. Mange af boernene kommer aldrig i skole, faar aldrig muligheden, da det er forfaerdeligt dyrt at gaa i skole. Her i landet er det desvaerre stadigvaek saadan at e rigeste faar flere penge, og de fattige maa bare proeve at faa det til at fungere med hvad de nu har. Mange rejser ud af landet, til vesten, simpelthen fordi de ikke vil have noget at goere med den maade landet bliver styret paa. Man kan saa spekulere over om det bliver bedre de rejser, og lader de andre i stikken?!
Haaber det ikke var for stor en mundfuld paa en gang.. Skriver snart update igen..
Haaber at faa flere mails fra det ganske danske land.
Mange solbrune hilsner
Kristine
Haaber ikke det bliver for stor en mundfuld paa en gang :-)
8. februar 2007, dagen hvor ferien for alvor gik igang. Efter en dags arbejde var planen at tage med tog mog Sapa, en lille by i bjergene, et godt stykke nord for Hanoi, naermere bestemt 8 timer i tog.
Heldigvis var det saa smart, at tog turen startede kl. 21.15, og sluttede kl. 6.00, saa egentlig lagde man sig bare ind og sove.
Da togene ikke straekker sig op i bjergene, skulle en taxa transportere os de sidste 1 1/2 times transport til Sapa.
Saa endelig d. 9. februar omkring kl. 8 ankom vi til dette lille sted, der sagtens kunne vaere et ideelt sted for julemanden at bo. Alle de lokale stod som klar til at overfalde os med deres smykker, frugter, toej, broderede puder osv, iklaedt deres dragter, med dertilhoerende smaa roede toerklaeder med hvide kanter. Nisser?! Ingen tvivl.
Vi fik nemt og hurtigt indkvaret os paa hotellet og fik fundet et lille sted hovr vi kunne fylde os med en god gang vietnamesisk morgenmad Pho, risnuddelsuppe med koed og groentsager.
Hotellet laa lige ved siden af det helt fantastiske "Tourist Mountain".. Fantastisk? Det siger vidst sig selv. Lidt for praeget af turisme blev det ikke det der imponerede mig synderligt, men det var rart at faa roert benene efter den lange togtur.
Frokosten skulle selvfoelgelig vaere paa Vietnamesisk maner, lige som Tu bedst kan lide det.
Vi blev, som vi efterhaanden er vant til, slaebt ind paa en rimelig paen vietnamesisk restaurant, ogsaa var det bare at laene sig tilbage og vente i spaending paa hvad der blev serveret. Efter kort tid kom der en lille tallerken ind med noget absolut ubestemmeligt. Efter at have gumlet i noget tid paa denne gummilignende elastikting, fik vi med lidt overtalelse ud af Tu, hvad det egentlig var... Komave..!. Ikke specielt laekkert, men ikke noget der skraemte mig helt vildt. Resten af frokosten bestod af ris (som altid), stegte groentsager, tofu i tomatsovs og noget stegt koed medgroentsager. Alt i alt er maden ikke altid genkendelig, men det meste smager og maetter. :-)
Efter en god eftermiddagslur og god aftensmad var vi klar til at gaa tidligt i seng.
At koere paa smaa bjergveje paa scootere var ikke noget jeg nogensinde troede jeg skulle opleve... Men jo, loerdag 10. februar tog Tu' og hendes faetter mig og Lise paa den helt store koeretur, og man kan rligt sige vi fik bjergene paa helt taet hold. Det var da Vietnam slog bene vaek under mig. Vi hoppede bag paa scooterne uden nogen ide om hvordan det ville komme til ville komme til blive, det er en af de oplevelser jeg nok aldrig vil glemme,. At sidde paa en scooter paa smaa stejle ujaevne bjergeveje med vinden der suser gennem haaret, og solen der skinner fra en naesten skyfri himmel, og den helt ubeskrivelige udsigt ud over bjergene. Det var noget jeg kunne bruge mange uger paa at goere.
Vi blev koert ud til to forskellige vandfald,der pga. kulden var minimale med vand, men det hele var rigtig koent, nok ogsaa isaer pga det dejlige vejr.
Loerdag aften ville Lise og jeg vise vores taknemmelighed over at Tu tager os med,ved at invitere hende paa middag, en god vestlig middag med en god boef, eller en burger eller pizza, ogsaa isaer efter at hun har hevet os med paa de saereste restauranter og serveret det saeresre mad, heriblandt foernaevnte komave. Det skulle vise sig at vores lille veninde aldrig har smagt en pizza, saa hvad ville vaere mere oplagt end at tage hende med ud til pizza.
Nu er det saadan med Tu, at hvis man vil give hende noget, eller betale for noget, saetter hun sig stik imod os, saa allerede da vi havde lagt det paa bordet at vi skulle betale for hende var hun lidt sur og tvaer.
Da pizzaen kom paa bordet lavede hun grimasser som et lille barn, og smagte daarligt nokpaa maden. Magen til daarlig opfoersel har jeg ikke set laenge,men jeg tror nu ikke det er unormalt for vietnamesere atvaere saadan. De er generelt ikke lige saa hoeflige paa samme maade som os. (Har kun en enkelt gang faaet et undskyld efter en vietnameser er stormet ind i mig med indkoebsvogn i hastigehd somom jorden var ved at gaa ned.)
Efter denne aften med en fuldt ud utilfreds vietnamesisk veninde, skulle det nu blive rart at komme hjem soendag og rejse videre uden hende i haelene.
Soendag 11.februar stod paa souveniershopping hos alle de smaanisseklaedte damer, der selvfoelig saelger alt til overpris, og proever at saelge saa meget som muligt.. Paa vej mod Hanoi gjorde vi stop en lille by der graenser sig op til Kina,saa vi fik da ogsaa lige et glimt at Kina.
Vi tog toget soendag aften mod Hanoi, med et kort stop der, og videre mod naeste destination, Nha Trang mandag formiddag.
Vi ankom til Nha Trang, tirsdag d. 13. februar, traette efter den 27 timer lange togtur, med hovedet lige op til airconditionen, de daarligste senge nogensinde og de beskedne 4 timers soevn det blev til. Men det var dejligtr at komme ned til to kendte ansigter der havde soerget for et dejligt hotel vi kunne bo paa.
Vores hotel laa dejligt taet paa stranden, saa det var til at overkomme lige at traske fra hotellet ned til stranden og placere sig der, for derefter bare at gaa i pendulfart fra haanklaedet til vandet, og tilbage igen.
Efter 3 haarde dage med konstant afslapning maatte vi hellere faa nogle oplevelser med i bagagen, og ville en arrangeret boattrip rundt til oeerne omkring Nha Trang ikke lige vaere sagen? Udsigten til oeerne var skoen, det var dejligt at komme ud paa havet, vaek fra varmen og snorkle lidt rundt i det koelige vand.
Vores guide derimod havde vidst regnet med en baad fyldt med unge festgale mennesker. Han lagde i hvert tilfaelde ud med at hoej vietnamesisk tecfhno paa, flirte lidt med pigerne, og reklamere med billige oel og gratis "floating bar". Stemningen var absolut ikke i top, da over halvdelen af pasagererne havde en alder paa over 50.
Undervejs havde de lavet et lille live"band". En trommerslager paa plastikspande, en ussel guitarist der kunne nok ca. 2 akkorder den heldige der havde faaet tamburinen, og vores lille loverboy af en guide der desperat proevede at synge med,. (Hertil skal det siges at ALLE vietnamesere har en tendens til at leve sig 200% ind i deres sang, de lukker alt andet ude, nok ogsaa hoerelsen for hvor falsk de egentlig synger).
Klapsavlerne var heller ikke til at raabe hurra for, saa tror han fattede et hint.
Loerdag d. 17 februar var med 100% afslapning da der aftenen foer var kinesisk nytaarsaften med fest og farver i den lille strandby. Vi stod sent op og lejede to scootere for lige at faa set sevaerdighederne i omraadet. Jeg synes endnu engang det var den bedste maade at faa set omraadet paa, man faar det hele paa taetteste hold.
Det var alt i alt dejligt at faa slappet af, faa nydt solen., og ikke mindst vaere ved vandet, som jeg, ikke saa underligt, havde savnet.
Paa vej mod Saigon gjorde vi et to naetters stop i en lille by i hoejlandet, Dalat. Vi havde een hel dag der, som blev brugt paa sightseeing i omraadet,. Ikke at der var saa fantastisk meget at se, men det var nu hyggeligt, og det var endnu en dag med masser af sol.
Vi valgte at splitte op i to grupper da vi skulle rejse videre. Signe og jeg ville gerne hele vejen til Saigon med det samme for at faa set saa meget som muligt, mens vi var der. Lise og Line havde behov for endnu en strandtur, saa de lagde vejen mod Mui Ne, en lille strandby i det sydligste Vietnam.
Tirsdag 20. februar
En 8 timers bustur skulle blive dagens goeremaal., Meget kan man sige om den lange togtur, men haerdet blev jeg da, og naar bussen kun er 1/3del fyldt er det jo absolut ingenting.
Ankom til 35grader varme Saigon, uden ide om hvor vi skulle bo, hvor nemt det var at finde hotel, og hvor meget det var rimeligt det kostede.
Vi brugte en god halv time paa at endelig gaa tilbage til det foerste sted vi spurgte, valgte at betale 9 US$ pr. nat og leve med luksus som koeleskab, tv og eget bad og toilet, hvilket senere skulle vise sig at vaere et rigtigt godt valg.
Onsdag og torsdag blev ufrivilligt lavet til dage paa sengen. Vi havde begge faaet os en dejlig diarre med feber og opkast, saa der var intet andet at goere end at ligge i et par dage, sove, se tv og foelge instrukserne fra Signes far, der (heligvis og tak for det) er laege.. Kan man vaere mere heldig?!
Allerede fredag var vi nogenlunde paa benene igen, det hele gik lidt langsommere, men vi fik set Saigons hoejdepunkter i foelge Lonely Planetbogen., endda paa gaaben :-D
Naar man er i Saigon er det oplagt at tage i Mekong Deltaet, smaa byer der er adskilt af floder og kanaler. Det ville vaere skoent at komme hen hvor der var lidt luft og skygge fra palmerne, nar man nu havde valgt at befinde sig et sted med 35 graders varme.
1 dag i Mekong var den ultimative turisttur. Ind i en bus, ud i en baad, hen til at frugt sted, der brude vaere en plantage, men som enhver kunne se, ALDRIG var blevet betraadt af en vietnamesisk arbejder.
Det var da uden tvivl en oplevelse at rokke afsted i en lille robaad med mild brise og skygge fra palmerne.
Vi blev efter en lang dag, som de eneste to "afskaaret" fra de andre turister, stopper ind i en fyldt proppetbus der havde en minimum temperatur paa 45 grader. Saa var det bare aqt rydse fingre for at vi ente det rigtige sted. Det der i brochuren var beskrevet som en lille tur paa en 20 min, blev til en 1 1/2times bustur paa ujaevne veje. Saetter pris paa at ingen i bussen havde tendens til koeresyge.
Vi blev inkvarteret paa et lille hotel, sammen med et utal af tourrejsende som os selv.
De mange bus og baad ture havde rystet mit hoved og mave godt og grundigt rundt, saa nattesoevnen blev ikke optimal. Skulle tidligt op soendag for at komme paa endnu en lang sejltur.
Denne tour var en anelse mindre turistet. Vi om som det foerste ud til en lokal by, for at se hvordan de producerer nudler, guiden mente at det ville faa os til aldrig at spise dem igen, men synes nu jeg havde set vaerre hygieine mange andre steder.
Derefter tilbage paa baaden ud til det flydende marked. Paa floder i denne by holder der hver dag fra ca. 4 marked, hvor man kan kobe frugt, groentsager, og selvfoelgelig var der smaa flydende kaffebarer til turisterne.
Fattigdommen omkring floden var helt enorm. Store familier bor i smaa blikhuse eller paa smaa baade og lever af den frugt de saelger. Og deres fremtid ser ikke lysere ud. Mange af boernene kommer aldrig i skole, faar aldrig muligheden, da det er forfaerdeligt dyrt at gaa i skole. Her i landet er det desvaerre stadigvaek saadan at e rigeste faar flere penge, og de fattige maa bare proeve at faa det til at fungere med hvad de nu har. Mange rejser ud af landet, til vesten, simpelthen fordi de ikke vil have noget at goere med den maade landet bliver styret paa. Man kan saa spekulere over om det bliver bedre de rejser, og lader de andre i stikken?!
Haaber det ikke var for stor en mundfuld paa en gang.. Skriver snart update igen..
Haaber at faa flere mails fra det ganske danske land.
Mange solbrune hilsner
Kristine
posted by Kristine | 4:47 AM
|
1 comments
