6 days to go!

Saa er min lille rejse ved at lakke mod enden, og mon ikke det er en underlig fornemmelse..

Egentlig synes jeg at jeg har vaennet mig til tanken, og er med garanti klar til at tage hjem igen, da jeg synes jeg har faaet min portion Vietnam, men naar jeg saa snakker med de andre toeser der rejser videre, glaeder jeg mig som en gal til at komme afsted igen, og se flere sider af den store verden vi lever i..

Jeg er nok ikke den eneste der synes at de sidste 3 maaneder er floejet afsted. Det er naesten ikke til at finde hoved og hale i alle de fantastiske oplevelser jeg har haft, og der skal nok blive masser af billeder og historier at fortaelle.

Siden sidste update kan jeg fortaelle at vi HAR proevet at spise baade hundekoed og slangekoed, og ikke mindst drikke slangeblod.. Kald mig bare hard-core vietnameser ;-)
Det var selvfoelgelig Tu der tog os med ud til begge restauranter, hvilket endnu engang var en succes,.

Til hundeejerne : INGEN panik,. Kommer ikke luskende om natten for at slagte jeres hunde. Det var foerste og SIDSTE gang jeg spiste hundekoed. Vietnameserne synes det er en delikatesse, og det er faktisk rimeligt dyrt, paa trods af, at stoerstedelen af koedet er fedt, hud, lidt pels, og meget lidt koed. Vi fik det grillet, stegt i en form for sovs ogsaa lidt hundemedister.. Yum yum..!


Slangekoed var til gengaeld enormt laekkert. De draebte slangen mens vi saa paa det, (det var naermest et lille show), fik blod, galle og hjerte ud. Hjertet pumpede stadigvaek da det var fjernet. Og hvem var hardcore nok til at drikke det bankende hjerte med vodka?!!........ IKKE mig.. Tu' fik det ned, men er ikke helt sikker paa hun slugte det.



Vi slutter arbejdet af paa PeaceVillage af paa fredag, blandt andet ved at sove derude fra imorgen (torsdag) til fredag. Det bliver underligt ikke at skulle derud mere, og der er MANGE af boernene jeg vil komme til at savne.
Troester mig dog med at der kommer flere frivillige fra MS, der kommer og tager sig godt af alle mine skoenne unger :-)



Dette var slutningen paa min Vietnam-weblog. Glaeder mig meget til at se jer alle. Hold godt fast i jeres saltlakridser, rugbroed og Mors deller :-)


Vi ses i Danmark.

Countdown; 21 days

Nu bliver dagene mod mit Vietnam-eventyrs ende faerre og faerre,. Underligt at man rent faktisk kan begynde at taelle ned, og ugerne, dagene bare flyver afsted,. Det er helt utroligt. Og ikke nok med det, er naesten alle dagene planlagt fra nu af, til afrejsen d. 3. januar,.

En lille kort update over de begivenhedsrige dage indtil nu.:

27. februar.

Burde egentlig have vaeret paa arbejde i Peacevillage, men vores dovenskab, det daarlige vejr, og Tu' der naesten tvang os til at blive hjemme, fik mig overtalt til at tage en enkelt dag derhjemme. Lise var endnu ikke ankommet fra Saigon, saa hjalp Signe med at undervise en af klasserne der kommer her i Peacehouse og faar gratis ekstraundervisning i engelsk.

Det var virkelig skoent at undervise soede boern, der gerne ville have undervisningen, og som forstod og som ogsaa laerte noget.

Aftenen skulle, uden jeg overhoved var forberedt og vise sig at blive en begivenhedsrig aften. Pernille, Trine ( to af de danske piger), var inviteret til festival i den lille by naer Peacehouse. Det var en form for en religioes byfest i sammenhaeng med Tet (det kinesiske nytaar), som naesten foregik paa samme maade som Hundested havnefest, bare i lidt mindre maalestok, og med et religioest islaet.

Mange mennesker, spil, oel, is, balloner, levende musik, og det religioese kunne vi selvfoelgelig ikke gaa glip af. Inden vi fik set os om, var der en lille vietnamesisk dame, klaedt i nationaldragten og med kulsorte taender, der REV os ind i templet. Foerst skulle vi betale et symbolsk beloeb for at for held og lykke i det nye aar. (Det er i oevrigt grisens aar, hvis I skulle vaere i tvivl).
Derefter kunne vi ABSOLUT ikke komme udenom at bede ved alle de smaa "altre". Normalt er det ikke noget jeg goer, isaer ikke ved en religion jeg absolut ikke har nogen tro i, men her var der ingen udvej. Alle folk blev helt ivirige over at der var hvide mennesker der, baade til at bede, og ogsaa bare til deres lille byfest. Det bliver nu rart at komme hjem og kunne vaere lidt mindre i centrum.


2. marts 2007

Endnu en arbejdsdag i PeaceVillage, der dog skulle vise sig at faa en anderledes drejning. I de foerste timer sammen med Tu' fik vi invitation til bryllup i spisepausen. Med andre ord, vi havde ikke noget valg.

Baade Lise og jeg har noget af det mest kedelige toej paa, og ikke mindst gode udtraadte klipklappere, men det skulle ikke betyde noget.

Vi ankom kl. 11 til en keampe bygning der til forveksling kunne ligne et museum,. Op ad en roed loeber op til festsalen hvor brudeparret og foraeldrene tog venligt imod os. I festsalen var der daekket fantastisk flot op til omkring 100-200 mennesker med hvide duge, blomster, stole med store sloejfer paa, og en lille scene, hvor der senere hen var alskens optraedener med smaa piger der dansede og sang.

Vi skulle selvfoelgelig ogsaa sidde ved de fint opdaekkede borde og spise med af den dyre mad, drikke deres oel osv,. Det er laenge siden jeg har foelt mig saa malplaceret.
Det viste dig, at det ikke var unormalt at bruge sin spisepause paa at "crashe" et bryllup. Umiddelbart virkede det som om, alle bare kom for at aede og drikke og saa smutte efter det. Ingen af vietnameserne lagde saerligt meget opmaersomhed i, da brudeparret kom ind, da de smaa piger optraadte osv.

(Fandt dog senere ud af, at i Vietnam betaler man et belob til brudeparret for at betale for brylluppet, og det kun er de rigere der har raad til saa stort et bryllup, det gav lidt mere mening.)

Inden vi forlod stedet, ville bruden da "selvfoelgelig" have et billede af os, da vi da er noget helt specielt. Saa nu kan Lise og Kristine ses i bryllupsbilleder fra Hanoi 2. marts 2007.



Soendag 4. marts 2007

Endnu en dag der stod paa tur med Tu'. Selve dagen var ikke det store at skrive hjem om. Vi koerte ud til en af de utallige pagodaer sammen med Tu, hendes to faetre og hendes kusine. Saa gik vi op ad en masse trapper i ALT for varmt vejr, for at kigge kort paa pagodaen, gaa ned igen og derefter gaa i middagssolen for at se en fyrreskov, der ikke var andet end en restaurant, nogle smaa traeer al'a Troldeskoven i Lynaes, og et par borde.

Vi spiste frokost hos Tu' og hendes bedstemor og begav os hjemad efter en god og hyggelig dag.

Aftenen skulle dog vise sig at blive den mest begivenhedsrige. Lise og jeg skulle dagen efter paa en haard antisukkerkur (som i oevrigt stadigvaek holder), saa hvorfor ikke spise en MASSE chokolade den sidste aften inden vi gaar igang? Vi havde laant Tu's scooter, saa det ville jo vaere ingen sag lige at koere i Big C (supermarked) og koebe lidt god chokolade.

Det gik da ogsaa straalende indtil vi skulle hjem.. Parkeringsbilletten var VAEK!!! Er der noget man ikke skal goere her i Vietnam, er det at smide parkeringsbilletten vaek.

Vi proevede ALT, men det eneste der ville du, var hvis Tu' kom med koerekort og registreringsattest.. Og hvem havde ikke sin mobiltelefon med?! Hverken Lise eller jeg havde da taenkt at den belv noedvendig. HELDIGVIS er vietnamesere et utroligt hjaelpsomt folk, naar man er i knibe, saa en venlig mand laante os vores telefon, oversatte for parkeringsvagterne, og forklarede Tu' hele situationen. Han saagar ventede med os, indtil Tu dukkede op.

Da hun endelig kom, skulle hun udfylde i et kladdehaefte alle oplysningerne fra koerekort, og registreringsattest, og hvis hun ikke havde vaeret chamerende, og vi ikke havde vaeret to soede, koenne hvide piger, havde vi ogsaa skulle betale 50.000 vietnamesiske dong (ca. 15 danske kroner, som man kan komme rigtig langt med her).



Mandag 4. april 2007

Endnu en alm. arbejdsdag, som Tu skulle goere til noget saerligt. Arbejdsdagen var en af de lange, 9 - 16, men efter arbejde blev vi endnu engang overrasket. I Hanoi ligger der mange dansesteder, og vi var ved et af dem, "Dancing Queen", paa en helt almindelig mandag eftermiddag.
Musikken da vi ankom, var techno med en kvindestemme der sang noget al'a "I want your sexy body", og til den musik dansede ca. 10 par en vals rundt paa det polerede gulv.

Ca. 15. vietnamesiske maend med vrikkende hofter var simpelthen ansat til at byde alle damerne op. Vi blev da ogsaa budt op flere gange, men turde simpelthen ikke vise alle de trin jeg IKKE kan.


7. marts 2007


De foerste to timer i PeaceVillage gik over alt forventning. Vi fik overtalt Tu' til at boernene maatte tegne, og legede lidt vildt med drengene paa gulvet, noget som Tu' absolut ikke broed sig om.
Det er ufatteligt svaert af forstaa, at et saa soedt menneske som Tu' ikke kan foele glaede ved boernenes grin og smil, men det virkede som om det var det vaerste for hende.

Maaden hun behandler boernene paa er hjerteskaerende. En ny dreng der skulle vises til toilettet ville forsigtigt tage hende i haanden, hvor hun med det samme hiver ham bestemt afsted i haandleddet. Der er absolut INGEN kaerlighed paa det sted, og kan maerke paa mig selv at jeg med tiden er blevet mere "haard". Der skal mere til at chorkere mig nu,.

Til gengaled er det ogsaa tydeligt at se hvor stor forskel det har gjort at Lise og jeg er kommet ind i klassen, Tu slaar naesten ikke boernene mere, og de fleste har gjort store fremskridt i deres opfoersel, blot ved at blive aktiveret den smule hver dag.

Selvom jeg savner Danmark usandsyneligt meget, er det virkelig svaert at skulle overlade de boern til det sted, og ikke vide om den lille forskel vi har gjort vil vare ved, eller om det vil aendres.




Mandag 12. marts 2007

Har brugt hele weekenden paa et forlaenget weekendsophold i en lille skraedder by, 18 timers togkoersel fra Hanoi. Det var dejligt skoent varmt vejr, dejlig afveksling fra Hanois kulde og regn. Men det gode vejr blev nu mest nydt svedende i smaa proverum hos de mange skraeddere. Det var fantastisk at kunne faa sko, tasker, toej, NAESTEN som alt hvad man havde droemt om. Saa nu er sommerkjolerne klar til den fantastiske sommer det bliver i aar.
:-)


I naeste weekend gaar turen mod Halong Bay, hvor vi primaert skal sejle rundt og se et oe-landskab der skulle vaere helt fantastisk. Vi regner med selv at arrangere turen, for man bliver TRAET af at skulle gaa rundt samlet i en lille gruppe med turister.

Herfra er der ikke megen tid igen. Tror de sidste weekender skal bruges paa at samle ting sammen, faa sendt pakke hjem, og faa set alle de ting i Hanoi jeg endnu ikke har set.

Vi skal da selvfoelgelig ogsaa ud og smage hundekoed og slangekoed,. Hvis jeg kan spisekomave, hvorfor saa ikke det?

Glaeder mig til at hoere mere fra det danske.. Har desvaerre ikke oceaner af tid ved computeren, men goer mit bedste for at svare ALLE.


Kram

Kristine

What's it like in Saigon?!

Saa er der langt om laenge update paa min side.

Haaber ikke det bliver for stor en mundfuld paa en gang :-)


8. februar 2007, dagen hvor ferien for alvor gik igang. Efter en dags arbejde var planen at tage med tog mog Sapa, en lille by i bjergene, et godt stykke nord for Hanoi, naermere bestemt 8 timer i tog.
Heldigvis var det saa smart, at tog turen startede kl. 21.15, og sluttede kl. 6.00, saa egentlig lagde man sig bare ind og sove.
Da togene ikke straekker sig op i bjergene, skulle en taxa transportere os de sidste 1 1/2 times transport til Sapa.

Saa endelig d. 9. februar omkring kl. 8 ankom vi til dette lille sted, der sagtens kunne vaere et ideelt sted for julemanden at bo. Alle de lokale stod som klar til at overfalde os med deres smykker, frugter, toej, broderede puder osv, iklaedt deres dragter, med dertilhoerende smaa roede toerklaeder med hvide kanter. Nisser?! Ingen tvivl.

Vi fik nemt og hurtigt indkvaret os paa hotellet og fik fundet et lille sted hovr vi kunne fylde os med en god gang vietnamesisk morgenmad Pho, risnuddelsuppe med koed og groentsager.
Hotellet laa lige ved siden af det helt fantastiske "Tourist Mountain".. Fantastisk? Det siger vidst sig selv. Lidt for praeget af turisme blev det ikke det der imponerede mig synderligt, men det var rart at faa roert benene efter den lange togtur.

Frokosten skulle selvfoelgelig vaere paa Vietnamesisk maner, lige som Tu bedst kan lide det.
Vi blev, som vi efterhaanden er vant til, slaebt ind paa en rimelig paen vietnamesisk restaurant, ogsaa var det bare at laene sig tilbage og vente i spaending paa hvad der blev serveret. Efter kort tid kom der en lille tallerken ind med noget absolut ubestemmeligt. Efter at have gumlet i noget tid paa denne gummilignende elastikting, fik vi med lidt overtalelse ud af Tu, hvad det egentlig var... Komave..!. Ikke specielt laekkert, men ikke noget der skraemte mig helt vildt. Resten af frokosten bestod af ris (som altid), stegte groentsager, tofu i tomatsovs og noget stegt koed medgroentsager. Alt i alt er maden ikke altid genkendelig, men det meste smager og maetter. :-)

Efter en god eftermiddagslur og god aftensmad var vi klar til at gaa tidligt i seng.



At koere paa smaa bjergveje paa scootere var ikke noget jeg nogensinde troede jeg skulle opleve... Men jo, loerdag 10. februar tog Tu' og hendes faetter mig og Lise paa den helt store koeretur, og man kan rligt sige vi fik bjergene paa helt taet hold. Det var da Vietnam slog bene vaek under mig. Vi hoppede bag paa scooterne uden nogen ide om hvordan det ville komme til ville komme til blive, det er en af de oplevelser jeg nok aldrig vil glemme,. At sidde paa en scooter paa smaa stejle ujaevne bjergeveje med vinden der suser gennem haaret, og solen der skinner fra en naesten skyfri himmel, og den helt ubeskrivelige udsigt ud over bjergene. Det var noget jeg kunne bruge mange uger paa at goere.

Vi blev koert ud til to forskellige vandfald,der pga. kulden var minimale med vand, men det hele var rigtig koent, nok ogsaa isaer pga det dejlige vejr.

Loerdag aften ville Lise og jeg vise vores taknemmelighed over at Tu tager os med,ved at invitere hende paa middag, en god vestlig middag med en god boef, eller en burger eller pizza, ogsaa isaer efter at hun har hevet os med paa de saereste restauranter og serveret det saeresre mad, heriblandt foernaevnte komave. Det skulle vise sig at vores lille veninde aldrig har smagt en pizza, saa hvad ville vaere mere oplagt end at tage hende med ud til pizza.
Nu er det saadan med Tu, at hvis man vil give hende noget, eller betale for noget, saetter hun sig stik imod os, saa allerede da vi havde lagt det paa bordet at vi skulle betale for hende var hun lidt sur og tvaer.
Da pizzaen kom paa bordet lavede hun grimasser som et lille barn, og smagte daarligt nokpaa maden. Magen til daarlig opfoersel har jeg ikke set laenge,men jeg tror nu ikke det er unormalt for vietnamesere atvaere saadan. De er generelt ikke lige saa hoeflige paa samme maade som os. (Har kun en enkelt gang faaet et undskyld efter en vietnameser er stormet ind i mig med indkoebsvogn i hastigehd somom jorden var ved at gaa ned.)
Efter denne aften med en fuldt ud utilfreds vietnamesisk veninde, skulle det nu blive rart at komme hjem soendag og rejse videre uden hende i haelene.

Soendag 11.februar stod paa souveniershopping hos alle de smaanisseklaedte damer, der selvfoelig saelger alt til overpris, og proever at saelge saa meget som muligt.. Paa vej mod Hanoi gjorde vi stop en lille by der graenser sig op til Kina,saa vi fik da ogsaa lige et glimt at Kina.
Vi tog toget soendag aften mod Hanoi, med et kort stop der, og videre mod naeste destination, Nha Trang mandag formiddag.



Vi ankom til Nha Trang, tirsdag d. 13. februar, traette efter den 27 timer lange togtur, med hovedet lige op til airconditionen, de daarligste senge nogensinde og de beskedne 4 timers soevn det blev til. Men det var dejligtr at komme ned til to kendte ansigter der havde soerget for et dejligt hotel vi kunne bo paa.

Vores hotel laa dejligt taet paa stranden, saa det var til at overkomme lige at traske fra hotellet ned til stranden og placere sig der, for derefter bare at gaa i pendulfart fra haanklaedet til vandet, og tilbage igen.

Efter 3 haarde dage med konstant afslapning maatte vi hellere faa nogle oplevelser med i bagagen, og ville en arrangeret boattrip rundt til oeerne omkring Nha Trang ikke lige vaere sagen? Udsigten til oeerne var skoen, det var dejligt at komme ud paa havet, vaek fra varmen og snorkle lidt rundt i det koelige vand.

Vores guide derimod havde vidst regnet med en baad fyldt med unge festgale mennesker. Han lagde i hvert tilfaelde ud med at hoej vietnamesisk tecfhno paa, flirte lidt med pigerne, og reklamere med billige oel og gratis "floating bar". Stemningen var absolut ikke i top, da over halvdelen af pasagererne havde en alder paa over 50.

Undervejs havde de lavet et lille live"band". En trommerslager paa plastikspande, en ussel guitarist der kunne nok ca. 2 akkorder den heldige der havde faaet tamburinen, og vores lille loverboy af en guide der desperat proevede at synge med,. (Hertil skal det siges at ALLE vietnamesere har en tendens til at leve sig 200% ind i deres sang, de lukker alt andet ude, nok ogsaa hoerelsen for hvor falsk de egentlig synger).
Klapsavlerne var heller ikke til at raabe hurra for, saa tror han fattede et hint.

Loerdag d. 17 februar var med 100% afslapning da der aftenen foer var kinesisk nytaarsaften med fest og farver i den lille strandby. Vi stod sent op og lejede to scootere for lige at faa set sevaerdighederne i omraadet. Jeg synes endnu engang det var den bedste maade at faa set omraadet paa, man faar det hele paa taetteste hold.

Det var alt i alt dejligt at faa slappet af, faa nydt solen., og ikke mindst vaere ved vandet, som jeg, ikke saa underligt, havde savnet.


Paa vej mod Saigon gjorde vi et to naetters stop i en lille by i hoejlandet, Dalat. Vi havde een hel dag der, som blev brugt paa sightseeing i omraadet,. Ikke at der var saa fantastisk meget at se, men det var nu hyggeligt, og det var endnu en dag med masser af sol.

Vi valgte at splitte op i to grupper da vi skulle rejse videre. Signe og jeg ville gerne hele vejen til Saigon med det samme for at faa set saa meget som muligt, mens vi var der. Lise og Line havde behov for endnu en strandtur, saa de lagde vejen mod Mui Ne, en lille strandby i det sydligste Vietnam.



Tirsdag 20. februar
En 8 timers bustur skulle blive dagens goeremaal., Meget kan man sige om den lange togtur, men haerdet blev jeg da, og naar bussen kun er 1/3del fyldt er det jo absolut ingenting.
Ankom til 35grader varme Saigon, uden ide om hvor vi skulle bo, hvor nemt det var at finde hotel, og hvor meget det var rimeligt det kostede.

Vi brugte en god halv time paa at endelig gaa tilbage til det foerste sted vi spurgte, valgte at betale 9 US$ pr. nat og leve med luksus som koeleskab, tv og eget bad og toilet, hvilket senere skulle vise sig at vaere et rigtigt godt valg.

Onsdag og torsdag blev ufrivilligt lavet til dage paa sengen. Vi havde begge faaet os en dejlig diarre med feber og opkast, saa der var intet andet at goere end at ligge i et par dage, sove, se tv og foelge instrukserne fra Signes far, der (heligvis og tak for det) er laege.. Kan man vaere mere heldig?!
Allerede fredag var vi nogenlunde paa benene igen, det hele gik lidt langsommere, men vi fik set Saigons hoejdepunkter i foelge Lonely Planetbogen., endda paa gaaben :-D

Naar man er i Saigon er det oplagt at tage i Mekong Deltaet, smaa byer der er adskilt af floder og kanaler. Det ville vaere skoent at komme hen hvor der var lidt luft og skygge fra palmerne, nar man nu havde valgt at befinde sig et sted med 35 graders varme.

1 dag i Mekong var den ultimative turisttur. Ind i en bus, ud i en baad, hen til at frugt sted, der brude vaere en plantage, men som enhver kunne se, ALDRIG var blevet betraadt af en vietnamesisk arbejder.

Det var da uden tvivl en oplevelse at rokke afsted i en lille robaad med mild brise og skygge fra palmerne.
Vi blev efter en lang dag, som de eneste to "afskaaret" fra de andre turister, stopper ind i en fyldt proppetbus der havde en minimum temperatur paa 45 grader. Saa var det bare aqt rydse fingre for at vi ente det rigtige sted. Det der i brochuren var beskrevet som en lille tur paa en 20 min, blev til en 1 1/2times bustur paa ujaevne veje. Saetter pris paa at ingen i bussen havde tendens til koeresyge.

Vi blev inkvarteret paa et lille hotel, sammen med et utal af tourrejsende som os selv.
De mange bus og baad ture havde rystet mit hoved og mave godt og grundigt rundt, saa nattesoevnen blev ikke optimal. Skulle tidligt op soendag for at komme paa endnu en lang sejltur.

Denne tour var en anelse mindre turistet. Vi om som det foerste ud til en lokal by, for at se hvordan de producerer nudler, guiden mente at det ville faa os til aldrig at spise dem igen, men synes nu jeg havde set vaerre hygieine mange andre steder.

Derefter tilbage paa baaden ud til det flydende marked. Paa floder i denne by holder der hver dag fra ca. 4 marked, hvor man kan kobe frugt, groentsager, og selvfoelgelig var der smaa flydende kaffebarer til turisterne.

Fattigdommen omkring floden var helt enorm. Store familier bor i smaa blikhuse eller paa smaa baade og lever af den frugt de saelger. Og deres fremtid ser ikke lysere ud. Mange af boernene kommer aldrig i skole, faar aldrig muligheden, da det er forfaerdeligt dyrt at gaa i skole. Her i landet er det desvaerre stadigvaek saadan at e rigeste faar flere penge, og de fattige maa bare proeve at faa det til at fungere med hvad de nu har. Mange rejser ud af landet, til vesten, simpelthen fordi de ikke vil have noget at goere med den maade landet bliver styret paa. Man kan saa spekulere over om det bliver bedre de rejser, og lader de andre i stikken?!



Haaber det ikke var for stor en mundfuld paa en gang.. Skriver snart update igen..

Haaber at faa flere mails fra det ganske danske land.

Mange solbrune hilsner

Kristine

Uddrag fra dagbog.

Uddrag fra dagbog

28. januar. 2007

Soendag. Hvorfor ikke goere soendag til en dag I graesskiens tegn? Og hvorfor ikke koere de 30km paa Motoes aka. Scootere? Selvfoelgelig, det er da intet problem, isaer ikke naar solen skinner og man allerede nu kan maerke temperaturen er steget siden ankomsten I starten af januar.

Det skulle ogsaa vise sig at vaere en helt fantastisk tur derud, paa trods af punkterede daek,. Men saa snart vi var klar paa banen igen, gik det der udaf, langs rismarkerne med arbejdende vietnamesere, og den bagende sol. Midt ude I ingenting dukkede saa dette lille hotelparadis op. Et lille hotel, der kunne vaere taget ud af Startours vinterkatalog. Her var saa en lille graesbakke, som man saa skulle graesskie ned af.
Vi fik monteret skistoevlerne, og disse baeltekoeretoejslignende tunge dimser paa, skistavene I haanden, ogsaa var det ellers bare at beguve sig op ad bakken.
Nu har jeg aldrig vaeret den store skiloeber, saa en tur op ad bakken og nedaf igen, var alt hvad jeg foelte for.

Denne fantastiske skitur, skulle da selvfoelgelig ikke komme alene. Ca 5 min. koersel fra skistedet laa et lille vandfald, som pga. den forholdsvise kolde “vinter” ikke var vanvittigt inponerende. Men set blev det, og solen blev nydt med den stille rislen fra vandet.

31. januar 2007

Onsdag.
Arbejdsdagen idag foeltes som en dag uden nogen form for indhold. De foerste 2 timer, som skulle have vaeret brugt paa at massere boernene i exercise room, blev I det store hele brugt paa ren og skaer kaffedrikkeri. Naar man sidder 5 til at massere og der kun er 2 boern, er det selvfoelgelig lidt svaert at holde alle beskaeftiget.
Da dette jo er frivilligt arbejde, kunne det da vaere rart rent faktisk at lave en form for arbejde naar man er der. Aftalen blev derfor at vi helt har droppet exerciseroom, og nu koncetrerer os om undervisning og leg med boernene.
Eftermiddagen blev brugt paa leg i den svaereste klasse, Tu’s, og det er virkelig rart at maerke at man giver boernene lidt afveksling I deres hverdag. Det er blevet nemmere med tiden, at finde ud af hvilke at boernene man skal give lidt ekstra opmaerksomhed, og hvem man kan saette til at lege med hvem osv.



1.februar 2007

Torsdag.

At undervise 20 mentalthandicapppede boern I engelsk,. Peace of cake..! Troede vi. Efter at have sunget alfabetsangen igennem nogle gange, og gennemgaaet alfabetet, hvad vi synes var grundigt, var der gaaet ca. 10 min.. 10 min!!! Hvordan skulle man saa faa de naeste 110min til at gaa, med en flok boern som man ikke kan kommunikere med, og vis koncentrationsniveau ligger paa et minimum? En time var hvad vi kunne “klare”. Har ellers aldrig set mig selv som en der giver op, men her maatte jeg melde pas. Vi kunne ikke undervise dem!!!

Samtidig var dagen en smule trist. En australsk pige som jeg har snakket med, kom og besoegte Peace Village for sidste gang, da hun skulle rejse hjem 2. februar. En af sygeplejeskerne der, havde inviteret os alle paa middag hos hende. De fleste huse I Hanoi er paa 3-4 etager, hvor man maaske bor en hel familie i et hus, ogsaa har de hver isaer en etage. Hende her havde en lille etage for sig selv, mes et lille toilet, koekken og et vaerelse, I alt ca. 25-30 kvm.. Det er standarten for “middelklassevietnamesere”.
Maden vi fik var selvfoelgelig helt fantastisk god, (er efterhaanden blevet fuldstaendig vild med vietnamesisk mad). Den stod paa rispapirruller, hvor man selv fylder I med koed, salat, nudler, aeg og hvad der ellers bliver serveret. Det kan man aldrig faa for meget af. (Bare rolig, skal nok soerge for I kommer til at smage naar jeg kommer hjem).

4. februar 2007.

Endnu en soendagstur var arrangeret, endnu engang af vores fantastiske veninde Tu’. Fisketur. Lyder NAESTEN lige saa saert som skituren. Det kom ikke som en overraskelse at vi skulle koere paa Moto. Det der kunne undre mig, var at der et sted I udkanten af Hanoi skulle vaere et sted at fiske, som ikke var I floden.

Op ad en motorvejslignendne vej laa et lille idyllisk dampbrug, put and take, eller hvad man nu kalder den slags. Rundt om de to brungrumsede soeer var der plantet smaa bambustraehytter, hvor man saa kunne sidde med sin bambusfiskestang og proeve at vaere taalmodige nok til at faa noget paa krogen. Vi fangede intet.

Skulle om aftenen hjem til Tu og spise. Mens hendes bedstemor knoklede med middagen gik vi en lille tur I omraaedet hvor hun bor. Vi kom hen paa denne museumslignende plads, som blev brugt til gymnastik, badminton og I et hjoerne stod nogle smaa fyre og oevede breakdance.
Straks da vi kom, blev vi trukket hen af en far og sin soen der ville spille badminton med os. Det var fedt at svinge ketcheren igen. :-)

Haaber at hoere mere fra jer snart. Paa torsdag begynder ferien for alvor, saa de naeste 2-3 uger bliver nok uden nogen kommunikation til det danske.

Kan stadig ikke faa det til at fungere med at laese kommentarer her paa sitet, saa skriv endelig til min mail.

Kort update!!!

Igaar gik det pludselig op for mig, at der snart er gaaet en 3.del af tiden..!! Utroligt!. Er egentlig overrasket hvor hurtigt det foeles, og hvor nemt jeg havde det med at falde til. Har endnu ikke haft den store psykiske nedtur, men havde lige en enkelt dag, hvor jeg vidst havde faaet lidt for lidt vaeske, soevn. Maatte desvaerre tage hjem alene i taxa fra Hanoi til vores "Volunteer House", men var da ogsaa allerede paa toppen dagen efter,. Det var vidst den vaerste dag for mig indtil videre, saa syntes egentlig jeg klarer det overraskende godt.

Vi har ikke vaeret paa de helt vilde ture endnu, men har faaet udforsket Hanoiby en hel del, og har set saevaerdighederne rundt omkring I byen, og uden for Hanoi. Sidste weekend havde en af pigerne, Line, 21 aars foedselsdag, saa det skulle selvfoelgelig fejres med maner. Og hvad er en foedselsdag uden en god Brunch.. ? Selv I Vietnam er det muligt at faa bacon og DANSK spegepoelse.. At gaa I byen I Hanoi er en oplevelse for sig selv. Man skal finde stederne med udlaendinge, da Hanoi Centrum ellers er totalt doedt en fredag nat, primaert fordi de fleste simpelthen ikke har raad til at drikke oel og andre luksusting. Men det er superfedt at moede andre mennesker end Vietnamesere, der til tider kan vaere for hjaelsomme og for interesserede. Det er til tider frustrerende ikke at kunne gaa en tur, uden at nysgerrige blikke og raabende kommentarer.

Tu er stadig vores egen private guide, som tager os med overalt, ud at spise, paa ture, og som foer naevnt kender hun alle de gode steder. Det er nu til tider naesten for meget, og glaeder mig helt vildt til at holde to ugers ferie, hvor vi skal klare os selv, og hvor vi selv maa proeve os frem. Ideen er indtil videre at tage toget sydpaa, gennem nogle af byerne, og maaske holde en uge I Ho Chi Min City, hvorefter vi saa tager flyet tilbage til Hanoi, for at faa klaret det sidste arbejde.

Arbejdet er blevet aendret en del.. Hver morgen fra 9-11 skal jeg vaere I “exercise”room, hvor Lise og jeg skal massere nogle boern, men ud af hele denne uge var det kun mandag hvor vi havde boern “nok”, saa nu maa vi putte tankerne I de mere kreative baner, som blandt andet indebaerer udsmykning af “exercise”room, evt musik og forberedelse af eftermiddagstimerne. Det har overrasket mig hvor meget vi egentlig selv skal komme med ideer, hvor lidt der er planlagt for os., Men udfordringer kan man vel aldrig faa for mange af?!

Saa er der endnu en Vietnamupdate,.

Dagene flyver afsted, og kan daarligt nok skelne den ene dag fra den anden.
Taenk at der snart er gaaet tre uger.!! Det er naesten ikke til at forstaa.
Sidste uge gik primaert med at arbejde,. Der er en pige paa skolen jeg arbejder, som simpelthen er for soed. Hun tager mig og Lise (en anden dansker) med ud til steder som vi nok aldrig selv ville have fundet. Hun kender alle de gode spisesteder, med spaendende vietnamesisk mad. Hun kender alle de stedet hvor der ingen turister er.

Har to gange nu vaeret ude og spise det der hedder Hot Pot. Det minder lidt om Fondue, men forskellen er bare at man I stedet for olie, har en gryde med en form for suppe med urter. Saa putter man fisk, tofu, groentsager ned I og spiser. Det er laekkert.. Og billligt!!
Alt er billigt, det bliver nok svaert at komme hjem til de danske priser.

Fredag var vi paa natmarkedet I Hanoi. En lang gade der bliver lukket fra kl. 19-24, ogsaa er der boder med alt hvad hjertet begaerer.. Og det er ALT!,. Det hele er I en store paerevaelling., og det er meget billigere end I Hanoi by, selvom man ikke skulle tro det kunne blive billigere.
Man kommer ikke til at mangle noget her, saa bare rolig.. Jeg overlever.. Kan handle stort ind I supermarkedet for hvad der svarer til 60 Dkkr.

Ellers er der ved at vaere ro I huset. I de sidste to uger, har der vaeret to workcamps. Den ene med en masse supersoede og den anden med 16 koreanere I alderen 13-17 aar. Det har ikke vaeret til at vaere her nogle steder. Alle vegne var der smaa koreanere der tussede rundt, med slaebende klipklappere hen over gulvet. De rejste igaar aftes, og nu er der kun 2 af de andre workcampdeltagere tilstede.. Underligt, med ogsaa rart med lidt stilhed, plads ved computeren, og ingen koe paa badevaerelserne. I loebet af ugen skal vi rykke ned paa 1.salen, hvor vi skal bo resten af tiden mens vi er her. Bliver rart at faa det hele paa plads, og vide at der ikke er nogle aendringer.

Der er ankommet en svensk og en amerikansk pige, og der skulle efter sigende ankomme en dreng ogsaa… Saa helt hoensegaard bliver det nok ikke.

Generelt er der ikke saerligt godt styr paa noget. Ham der staar for at have styr paa det hele, er simpelthen saa langsom, og det er ikke til at faa nogle svar ud af ham overhoved. Hvis man vil vide noget, eller skal arrangere noget, maa man goere det selv.Det har jeg da laert. De vil meget gerne hjaelpe, men det hele her gaar bare meget langsommere.

Undervisningen paa skolen gaar efterhaanden bedre. Har "vaennet" mig til laerernes maade at behandle boernene paa, og saette dem paa plads,. Men vi kaemper en kamp for at laere at man godt kan opdrage uden at slaa. Ved ikke om det kommer til at goere en forskel I sidste ende, men vi goer et forsoeg, og det er helt sikkert det vaerd.

Vietnamupdate!!!


Arbejdet er endelig begyndt. Vi startede mandag eftermiddag med at koere ud og se stedet hvor jeg skal udnytte de naeste knap 3 maaneder her i Hanoi. Paa cykel!!!
At cykle i den vietnamesiske trafik er en udfordring i sig selv. Her gaelder absolut ingen form for ubetinget vigepligt, man kan vel egentlig sige at hovedreglen i trafikken er sammenfletning, og at flette sammen med et utal af motorcykler, eller saakaldte motoes, der kommer fra den modsatte side er ikke ligetil, men det fungerer.
Vi ankom da helt uden skrammer til stedet, Peacevillage, der ligger ca 8 km fra Peacehouse, hvor vi bor.

Peacevillage fungerer som en skole for syge boern, der primaert er blevet syge fordi deres foraeldre eller bedsteforaeldre er blevet ramt af Agent Orange. De fleste i Peacevillage har svaere psykiske handicaps, men kun faa har saa svaere fysiske, at de ikke kan klare sig selv, saa derfor er der knald paa i skolegaarden i pauserne.

Aldrig har jeg vaeret i en klasse med saa lidt koncentration, som den jeg var i i mandags,. Det kan virkelig maerkes at deres hjerner ikke fungerer helt som de skal. De fleste af boernene er virkelig soede, men der er nogle smaa imellem, som ikke er bange for at slaa, naar de mangler lidt opmaerksomhed,. Det er haardt, naar man ikke engang kan sige nej paa vietnamesisk, og det er svaert at faa respekt blandt de boern, naar man ikke bruger nogen form for fysiske metoder. Det vil med garanti blive en kaempe udfordring for mig, saa det er rart at have andre danskere omkring en, saa jeg har nogen at dele baade de gode, og mindre gode oplevelser med.

Her i Peacehouse gaar det rigtig fint. Kommer godt ud af det med de andre 5 piger, og vi hygger os med smaa shoppingturer, og smalltalk paa vaerelserne. Indtil videre har der vaeret en workcamp paa omkring 14 personer fra mange dele af verden: Spanien, Australien, USA, Korea. Desvaerre skal de allerede hjem om 10 dage, men saa bliver der lidt mere ro og plads i huset.

I denne weekend skal vi paa nogle smaa ture, og hygge os med workcampdeltagerne, inden de tager hjem.

Haaber snart at kunne lave en ny update, men da jeg ikke rigtig kan komme ind paa siden og laese kommentarerne, vil jeg da blive MEGET glad for mails fra det lille Danmark.
Haaber at i har det godt.

Mange kaerlige hilsner

Kristine